lørdag den 26. oktober 2013

Klassiske kartoffelkager


Er jeg den eneste, der syntes, at de kartoffelkager, man kan købe hos bageren, godt kan være lidt for fyldte med flødeskum? Jeg ender i hvert fald tit med at skrabe halvdelen af fyldet ud, og stadig ikke kunne spise det hele.. Men udover den alt for store mængde af flødeskum, elsker jeg kartoffelkager - og har altid gjort. Derfor kunne jeg så ufatteligt godt tænke mig at prøve at lave dem selv. Det kræver en hel del tid, en masse tålmodighed og at kunne holde tungen lige i munden. Men hvis du kan det, får du til gengæld en af de bedste kartoffelkager i verden. Jeg har brugt en god opskrift fra Mette Blomsterberg, og det er noget af et projekt at kaste sig ud i, men jeg lover dig at du ikke vil fortryde det når du er færdig :-)


Kartoffelkager, 8 stk

Vaniljecreme (lav evt. halv portion, da der er ret meget)
5 dl sødmælk
1 vaniljestang
70 g sukker
40 g majsstivelse
120 g æggeblommer (6 stk.)

Vaniljebunde
½ vaniljestang
65 g sukker
100 g æggeblommer
100 g hvedemel
1 tsk bagepulver
200 g æggehvider

Overtræksmarcipan
300 g marcipan
150 g flormelis
35 g glukosesirup (ca.)

Desuden
2½ dl piskefløde
kakao
lidt ekstra flormelis til udrulning

Vaniljecreme: Skrab kornene ud af vaniljestangen (se hvordan HER), og mas dem sammen med lidt af sukkeret så kornene skilles ad. Pisk det hjemmelavede vaniljesukker, resten af sukkeret, majsstivelse og 1 dl af mælken godt sammen med et elektrisk piskeris, til man ikke kan høre sukkeret skrabe mod bunden mere. Tilsæt æggeblommerne og pisk videre. Kog de sidste 4 dl mælk op. Når mælken koger, hældes vaniljeblandingen ned til den kogende mælk. Lad cremen koge godt igennem, og pisk samtidig i den, til den lige så stille og roligt begynder at tykne dejligt - pas på at det ikke brander på! Hæld straks cremen op i en ren beholder, og læg husholdningsfilm direkte oven på cremen. Sæt den i køleskabet, og lad den køle ned til 5 grader (hvis det er, kan du også putte den i fryseren, bare husk at holde øje med den, så den ikke fryser til is).

Vaniljebunde: Skrab kornene ud af den halve vaniljestang (se hvordan HER), og mas dem sammen med lidt af sukkeret. Pisk det hjemmelavede vaniljesukker sammen med resten af sukkeret og æggeblommerne til en tyk æggesnaps. Bland mel og bagepulver sammen og sigt det ned i æggesnapsen. Vend det hele forsigtigt sammen. Pisk æggehviderne stive (men ikke knoldede) og vend dem lidt ad gangen forsigtigt i dejen. Stop, når dejen er ensartet. Beklæd en bageplade med bagepapir, og fordel dejen pænt derpå. Fordel den lige tykt ud over det hele, men stop et par cm fra kanten, da den flyder lidt ud under bagningen. Bag bunden ved 190 grader til den er let gylden og netop gennembagt, i 7-10 minutter, afhængig af ovnen. Afkøl bunden helt ved stuetemperatur. Stik den kolde bund ud, 16 stk. med en udstikker der er 7 cm i diameter.

Overtræksmarcipan: Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet masse (se om der skal mere glukose i, for hvis massen er lidt grynet, skal du komme en smule mere i). Opbevar marcipanen i en lukket plastikpose ved stuetemperatur indtil den skal bruges.

Opbygning: Pisk fløden til luftigt flødeskum og stil det til side. Pisk hurtigt den kolde vaniljecreme, og kom den op i en engangssprøjtepose uden tyl, og klip et lille hul. Sprøjt lidt vaniljecreme (jeg brugte ikke det hele) ud på halvdelen af bundende, læg den anden halvdel ovenpå og pres forsigtigt lidt ned på dem. Kom flødeskummet op i en engangssprøjtepose med en stor, glat tyl i str. 18. Sprøjt flødeskummet ud i store kugler oven på de sammenlagte bunde. Rul overtræksmarcipanen ud på lidt ekstra flormelis så tyndt som muligt. Skær cirkler på 15-16 cm i diameter ud, brug evt. en skål på den størrelse til at udstikke cirklerne. Læg en cirkel marcipan oven på flødeskumskuglen og fold den fint i folder ned af siderne til bunden. Gør det med alle kagerne. Sigt kakao over kagerne og server :-)



1 kommentar: