torsdag den 12. december 2013

Perfekte pebernødder


Jeg ville ønske, at jeg kunne tage æren for denne opskrift, men nej. Den er fra Valdemarsro, og er opskriften på de bedste, mest perfekte pebernødder i verden, og ikke ligesom dem man køber, der vel mest bare smager af små runde brunkager. Derfor, blev jeg simpelthen nødt til at "reposte" opskriften. Disse pebernødder har den helt rigtige smag af jul og er en smule krydrede, hvilket bare gør dem endnu bedre. Du kan evt., hvis du får lyst, fordoble opskriften, komme halvdelen på køl, og bage dem, når der ikke er flere tilbage i kagedåsen.




Pebernødder, ca. 125 stk. 
125 g blødt smør
125 g sukker
½ tsk fintrevet frisk ingefær
½ tsk kanel
½ tsk friskkvernet peber
½ tsk stødt kardemomme
½ tsk bagepulver
½ tsk natron
½ dl piskefløde
250 g mel

Pisk smør og sukker godt sammen. Kom lidt efter lidt fløden i, mens der piskes ved lav hastighed. Bland ingefær sammen med alle de tørre ingredienser, og rør det sammen med flødeblandingen. Ælt dejen en smule, så den hænger sammen og er let at forme. Rul den ud til aflange pølser på ca. 1 cm tykkelse, og skær dem så de bliver ca. 1 cm x 1 cm. Rul dem ud til små runde kugler, og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen ved 200 grader i 8-10 minutter. Lad dem køle af på en bagerist, og kom de afkølede pebernødder i en lufttæt boks, så holder de sig sprødere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar