fredag den 12. april 2013

Tomatsuppe lavet på bagte tomater med flûtes


Selvom man vist godt kan sige det er blevet forår, kan det stadig være hunde koldt. Dog ikke lige så koldt som om vinteren, men derfor kan man stadigvæk engang imellem lige have brug for at blive varmet op. Suppen her er simpelthen så skøn på de koldere dage, da den varmer så dejligt, og sammen med lune flûtes kan det hurtigt blive svært at finde noget bedre. Jeg fandt denne opskrift hos Plat du jour, men lavede dog om på den, da vi var flere i familien, end der stod i opskriften, og så var den ikke heeelt som jeg ønskede den.


TOMATSUPPE LAVET PÅ OVNBAGTE TOMATER TIL 5-6 PERSONER
2 1/2 kg friske tomater
1 dl olivenolie, måske lidt mere
1/2 spsk rørsukker
1/2 spsk brun farin
3 rødløg
6 fed hvidløg
3 tsk salt
peber
godt med timian

FLUTES
50 g gær
4 dl vand 
2 tsk salt
600 g hvedemel

DESUDEN
salt
peber
1/2 tsk balsamicoeddikke
vand til pensling af flûtes

Forvarm ovnen ved 200 grader. Vask tomaterne og skær dem halvt over. Put dem i et stort, dybt fad. Hæld olivenolien over. Bland rørsukker og brun farin sammen og fordel det over tomaterne. Pil løgene og del dem hver i sær i fire dele. Mas hvidløgene med en bred kniv og pil dem. Læg løgene i fadet. Drys med salt, peber og massere af timian. Bag tomaterne i 45 minutter. Når tomaterne er færdige pilles lidt af timiangrenene fra og suppen blendes lind og lækker i en blender.
Hæld den blendede suppe i en gryde. Tilsæt salt, peber og balsamico. Varm suppen op i 5 minutter.

Forvarm ovnen til 230 grader. Udrør gæret i det lunkne vand. Tilsæt mel og salt. Ælt dejen glat og smidig og lad den stå og hæve i 30 minutter. Form dejen til ønsket antal flûtes (jeg lavede 4) og rids dem på overfladen. Lad dem efterhæve på en bageplade i 15 minutter. 
Pensl det med vand bag dem i 15 minutter.

Hvis du har lavet flûtene dagen inden, kan det være godt at stænke dem med vand og bage dem ved 200 grader i 5 minutter. 

2 kommentarer: