fredag den 27. december 2013

Karameller med salt


Det er i virkeligheden ikke så svært at lave karameller, som det kunne se ud til - så længe man har et sukkertermometer. Det, det kræver mest af alt, er tiden. Men faktisk handler det bare om at komme igang og ikke så meget andet. Disse karameller er bløde, "chewy", lækre og dejlig saltede, men hvis ikke du er til den salte del, tager du bare en smule mindre salt - as simple as that! Denne opskrift er fra Morten Heiberg, men da det ikke er så svært at tilsætte ingredienser der giver en anden smag, er der kommet lidt ekstra salt i karamellerne. Tjek forresten lige linket ude i højre side... Vi har fået instagram - yay!




Karameller, en helt masse
250 g sukker
300 g piskerfløde
180 g glukosesirup
1 vaniljestang, kornene derfra (se hvordan HER)
1½ tsk flagesalt, ca. (kan somsagt varieres)

Kom sukkeret i en tykbundet gryde, og lad det smelte ved middelvarme. Rør engang imellem i bunden, så det ikke brander på, men pas på med at røre for meget. 
Varm piskefløde og glukosesirup op i en anden gryde. 
Når alt sukkeret er smeltet, har fået lidt farve, og der ikke er flere små (eller store) sukkerkrystaller tilbage, skal fløde-glukose-blandingen tilsættes lidt ad gangen. Rør med en ske, der kan komme hele vejen rundt i gryden.
Kog blandingen ved middelvarme, til den er noget op til 122 grader (hold øje med et sukkertermometer). Det kan tage noget tid, men bare vær tålmodig, for tilsidst kommer det. 
Når karamellen er færdig røres vaniljekorn og salt i (husk at knuse saltet en smule inden det blandes i karamellen, da det ikke altid er rart, at få et kæmpe stykke salt). Hæld karamellen ned i en form beklædt med bagepapir, og lad den køle helt af. Skær dem ud i mundrette bider (jeg skar mine i 2 cm x 2,5 cm x 1 cm) og pak dem ind i f.eks. bagepapir.
Follow my blog with Bloglovin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar