tirsdag den 2. april 2013

Rabarberkage med kokos

Dagen i dag var helt ualmindelig dejlig. Vejret var skønt, og føltes (næsten) som om det var sommer. I går fandt jeg rabarber i Sverige, så det gjorde det vel egentligt kun endnu mere 'sommeragtigt', og dem skulle der selvfølgelig kreéres noget af dem... Opskriften er fra Meyers, og er dejlig frisk og saftig med kokosen. Dog tager den en del tid at bage, da den (i hvert fald da jeg bagte den) blev ved at være våd inde i midten et godt stykke tid... Men i sidste ende vil jeg dog sige, at det virkelig kan betale sig at lave den, hvis man har rabarber til rådighed..!
RABARBERKAGE MED KOKOS
FYLD
400 g rabarber, renset og skåret i mindre stykker
50 g kokosmel
1 æggehvide (ca. 30 g)
2 spsk sukker

DEJ
200 g blødt smør
300 g rørsukker
kornene af 1/2 vaniljestang
3 mellemstore æg
100 g kokosmel
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
1/2 dl sødmælk

DESUDEN
blødt smør til formen
ca. 1 1/2 dl fløde

Forvarm ovnen til 175 grader ved varmluft. Klargør springformen med et stykke tilklippet bagepapir i bunden ved at spænde det fast med ringen. Smør siderne med smør.
Bland rabarberstykkerne med kokosmel, æggehvide og sukker, og rør det hele sammen.
Rør smør, sukker blødt og cremet i en røreskål. Tilsæt vaniljekorn. Kom æggene i, et ad gangen, og rør godt, så de indarbejdes i smørblandingen. Tilsæt kokosmel. Sigt mel og bagepulver sammen i en skål. Sigt det nu endnu en gang - denne gang ned i smørblandingen - og vend dejen sammen. Tilsæt også mælken, og vend den i dejen.
Fordel dejen i springformen og derefter rabarberblandingen oven på. Tryk rabarberne en smule ned. Bag kagen i ovnen i 50-60 minutter, til den er gylden i farven, og hævet en smule i midten. Stil en kødnål eller strikkepind ned midt i kagen, så du kan tjekke, at der ikke sidder dej på den, når du hiver den op igen, for gør der det, skal du bage kagen i lidt længere tid. Er den ved at blive for mørk i toppen eller i siderne, kan du dække kagen med noget alufolie, eller lægge en bageplade oven på kagen mens den bager.
Afkøl kagen i ca. 10 minutter, før du fjerner ringen helt og lader kagen køle helt eller delvist af.
Pisk fløden til let flødeskum, og server!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar